Julie Midtgaard (f. 1991)

Julie Midtgaard er født og opvokset i Aalborg. I flere år har hun arbejdet som kommunikationskonsulent, men fra marts 2019 har hun opsagt sit dagjob for at blive forfatter på fuldtid.
Hun elsker at rejse og har tidligere boet i London og Wisconsin. Fra sidstnævnte har hun importeret sin kæreste som hun bor med i en lejlighed i Aalborg centrum.

Forfatterdrømmen

Julie har altid haft en drøm om at blive forfatter. Inden hun lærte at skrive, lavede hun små bøger til sine yngre søskende fyldt med tegninger. Senere med ord. Til forældremøderne bad lærerne hendes forældre om hjælp til at begrænse sidetallet i hendes fristile. Det løste Julie ved at skrive ulæseligt småt.

Efter folkeskolen lagde Julie fortællingerne på hylden i næsten 10 år. Først i 2015 fik en novellekonkurrence hende til at genoptage skriverierne og melde sig ind i skriveforeningen HUF (Håbefulde Unge Forfattere). Hun vandt konkurrencen hvilket gav hende mod på at indsende en række noveller til forlag. Nogle blev antaget, men lige så mange fik afslag.

I 2017 tog hun et års skriveorlov. Hun skrev fra tidlig morgen til sen aften. Også i weekenderne. Her færdigskrev hun sin første roman, og redigerede, redigerede og redigerede.

Romanen fik tre afslag.

Telefonopkaldet

I 2018 indsendte hun roman nummer to, Elementprøven, til sit drømmeforlag. Nogle måneder senere ringede telefonen på Julies arbejde. Det var redaktøren fra forlaget. Hun ville gerne give Elementprøven en chance – og desuden bede Julie om at gå i gang med at skrive efterfølgeren …

Julie skriver primært fantasy til unge. Elementprøven er hendes debutroman. Enkelte af scenerne er første gang beskrevet i hendes kladdehæfter fra 4. klasse.

Hvis du vil læse mere om Julie Midtgaards vej til udgivelse, kan du hoppe videre til blogserien “Sådan blev jeg antaget”.

Medieomtale

Lær mig bedre at kende i nedenstående artikler og interviews.

Feature-artikel på DR.dk om mig og mit forfatterskab her.
Forside + artikel i Aalborg:nu. Om at hoppe ud i forfatterdrømmen.
Video-interview med min lydbogsoplæser og mig af Ann Lind Andersen, fra da vi vandt Mofibo Awards.
Kort video-interview med TV2 Nord. Om fantasy og lydbøger.
Artikel om at opsige et skønt fuldtidsjob for en usikker fremtidsdrøm og en status på forfatterskabet (gemt bag betalingsmur).
This error message is only visible to WordPress admins
Error: No posts found.