Elementprøven nørdefacts

Der er i skrivende stund tre uger (!!) tilbage til udgivelsen af Elementkrigen – aaaarrrgghhh, iiiiih, jaaaaaa!

Det fejrer jeg med en række nørdede behind the scenes-facts fra bøgerne.

Denne uge kommer 7 nørdefacts fra Elementprøven, næste uge 7 nørdefacts fra Elementsygen, og sidste uge inden udgivelsen 7 nørdefacts fra Elementkrigen.

OBS: Ingen af nedenstående facts spoiler mere af handlingen end bagsideteksten gør, så du kan roligt læse med, selv om du endnu ikke har læst bogen 🙂

Lad nørderierne begynde!

#1 Elementprøven var egentlig kun en arbejdstitel, for en af mine betalæsere synes det lød som en fysik/kemi-bog – yikes, det var ikke lige det, jeg gik efter!
I sidste øjeblik, inden jeg sendte bogen til forlaget, besluttede jeg, at jeg godt kunne lide titlen og valgte at beholde den, men tilføjede en serietitel, der ville slå fast, at det var fantasy og ikke en lærebog: Sprækken til Luscuro ✨

#2 Ikke én eneste gang i bogen (eller resten af serien), bruger jeg ordet “okay”.
Er du klar over hvor svært det er at skrive en bog, uden det ord? Jeg var ikke, før jeg forsøgte 😉
Generelt forsøger jeg at holde nyere ord ude af serien, fordi den starter i 1600-tallet, selv om Luscuro er en sammensat verden med en tidsperiode, der ikke svarer til vores. Derfor dukker der også indimellem et ord op fra nyere tid, hvis det letter læsningen.

#3 I første udkast af historien var starten helt anderledes: Gry og hendes søster blev fx anklaget for at være hekse på forskellige tidspunkter, og søsteren røg afsted længe før Gry. Det betød at vi ikke rigtig lærte Akela at kende, og at Gry brugte meget tid alene. Først i en senere omskrivning, landede de på bålet sammen.

#4 Starten af bogen var oprindeligt adskillige kapitler længere.
Vi nåede bl.a. at møde Erikas far og en ret badass kromutter. Karakterer som mååååååske får lov at titte frem (på en anden måde) senere?

#5 Jeg fik de allerførste spæde idéer til Sprækken til Luscuro-serien, da jeg gik i folkeskole. Jeg har kladdehæfter helt tilbage fra 4. klasse, der beskriver Gry, der kæmper sig igennem den livsfarlige elementprøve, selv om jeg på det tidspunkt slet ikke vidste, at prøven skulle være omdrejningspunktet for bog 1.

#6 Gry var den sidste karakter til at få sit navn.
Da jeg startede med at skrive, havde de fleste karakterer engelske navne – hvilket slet ikke kom til at passe ind. Oprindeligt hed Gry altså Dawn, og det var først da min ene betalæser, som faktisk hedder Gry, fortalte en tilfældig anekdote om, at hun præsenterede sig som Dawn på engelsk, fordi det er nemmere for engelsksprogede at udtale, at navnet faldt på plads.

#7 Der er overraskende mange, der har spurgt, om det er mig selv, der er på forsiden af Elementprøven.
Det er det ikke, og min dygtige forsidedesigner, Danielle Finster, havde aldrig set mig, da hun designede den, så hvis det ligner, er det på alle måder et tilfælde.

Var der noget af ovenstående, der overraskede dig?

Flere nørdefacts kommer om en uge 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *